Præsentation

Jeg har altid været fascineret af virkelighedens kriminalhistorie og personerne involveret. Ikke kun forbryderne, men også ofrene og synergieffekten, hvor de har haft et forudgående bekendtskab af mere eller mindre personlig karakter. Havde jeg haft muligheden i sin tid, havde jeg ikke spenderet mit arbejdsliv foran en computer, men taget en uddannelse indenfor kriminologi. Måske jeg ville have været bedre til at spotte psykopaterne, der har prikket til mit eget liv, hvis jeg var gået den vej……….

Personligt finder jeg selv, at de værste kriminalsager man kan støde ind i er disse, hvor børn alene står for ugerningerne og hvor man må spørge sig selv, hvordan et lille menneske der knap nok er begyndt sit liv på daværende tidspunkt kan udvise en så afvigende adfærd. Er sociopatiske træk medfødte eller er de tillært som følge af voksnes svigt eller asociale adfærd?

Én af de kriminalhistorier, der dog gjorde størst indtryk på mig, er historien om Sylvia Likens. Ikke kun p.g.a. de grusomheder, der stod på gennem længere tid, men fordi her får en flok børn green Card fra et voksen menneske til at begå uhyrligheder, som de end ikke burde have fantasi til udføre. Og er et Green Card virkelig nok til, at man – selv som barn – afviger fra “normal” adfærd, sætter empatien på “hold” og medvirker, selvom man inderst inde burde vide bedre. Har gruppepresset været for stort?

Virkelighedens kriminalhistorier kan sagtens læses som en gruppe separate krimi-noveller, hvis man blot søger nogle spændende historier. For mig overgår disse dog langt de fiktionelle krimi-værker, idet der opstår rigtig mange spørgsmålstegn hen af vejen omkring den menneskelige psyke – det er her handlinger udført af et menneske – ikke blot tænkt eller opfundet. Vi har sikkert alle mere eller mindre begået “mord” i tankerne, men langt de fleste lader det være ved det. Hvad er det, der lige får den sidste procentdel til at tage skridtet videre?

God fornøjelse!

Sus