Sylvia Likens

Jeg er en prostitueret og stolt af det
Sylvia Likens og hendes søster kommer lidt tilfældigt i pleje hos den enlige mor Gertrude. Hurtigt bliver Sylvia et offer for misundelse og frustration fra de voksne, hvilket kommer til udtryk i en stadigt eskalerende vold og mishandling udøvet af husets børn og deres venner under tilskyndelse af Gertrude …….. en mishandling, der for Sylvia får en sørgelig udgang………

Gertrude Baniszewski.

Gertrude Baniszewski´s liv havde været svært og trist, men på ingen måde kriminelt op til tidspunktet, hvor hun mødte Sylvia Likens og hendes familie. Hun var født i 1929, som tredje barn ud af seks i en underklasse familie. Hun var i den grad gladere for sin far end sin mor og måtte opleve det trauma at se sin elskede far dø under et hjerteanfald, da hun var blot elleve år gammel.

Adskillige sammenstød med hendes mor under teenageårene bevirkede, at hun droppede ud af skolen som blot 16-årig for at gifte sig med den 18-årige John Baniszewski og det synes, at hun siden da levede livet som konstant gravid. Trods at John Baniszewski var en politi officer, havde han ikke nogen problemer med fysisk at mishandle sin kone, når de var uenige og parret endte med at gå fra hinanden efter 10 år.

Gertrude Baniszewski
Gertrude Baniszewski
En tid efter skilsmissen giftede Gertrude sig med Edward Guthrie, men ægteskabet holdt kun 3 måneder, da Edward ikke ville påtage sig ansvaret for børn, der ikke var hans egne (Gertrude havde på det tidspunkt 4 børn). Hun og John giftede sig igen og skiltes 7 år og 2 børn senere i 1963. En yngre mand Dennis Lee Wright udviste interesse for Gertrude og en romance blomstrede. Han var da 23 og hun 37 år. Selvom det ikke var oppe i tiden levede de sammen udenfor ægteskab et stykke tid. Gertrude blev gravid 2 gange, men mistede det ene foster takket være Dennis´ voldelige tendenser, men fødte senere Dennis Jr. før hendes kæreste forsvandt.

På det tidspunkt, hvor Gertrude mødte Sylvia Likens, var den undervægtige kvinde allerede mærket af livet fysisk og psykisk. Selvom hun endnu ikke var fyldt 40, havde hun været gravid ikke mindre end 13 gange, født 7 børn og mistet 6 under svangerskab. Hun var kæderyger og led af astma, bronkitis og nervøse trækninger. Hendes indkomst bestod hovedsageligt af tilfældige børnepenge (begge fædre til hendes børn var seriøse kriminelle) og de få dollars, hun kunne skrabe sammen fra lejlighedsvis arbejde som babysitter eller strygekone. Da hun ikke ønskede, at folk fik nys om, at hendes yngste barn var “illegitim”, kaldte hun sig selv for Mrs. Wright.

Betty Likens var nyligt flyttet til kvarteret med sine 2 døtre Sylvia og Jenny efter en overstået skilsmisse fra børnenes far Lester.

Sylvia og Jenny var sammen med en ny veninde Darlene McGuire, da de stødte ind i en pige, Paula Baniszewski. Paula var en overvægtig sytten-årig med ondskabsfulde træk. Trods at det på daværende tidspunkt ikke var synligt, var hun også gravid takket være en kort romance med en voksen, gift mand.

Gruppen af teenagere tog sammen hjem til Baniszewski´s hus og Paula inviterede dem til at overnatte. Sylvia og Jenny behøvede ikke at spørge om lov, da deres mor på det tidspunkt var fængslet.

 

Familiepleje

Lester Likens som dagen efter erfarede om sin eks-kones arrestation tog til hendes hjem for at hente de to piger, men da de ikke var hjemme, måtte han en tur gennem kvarteret for til sidst at støde ind i Darlene MacGuire, der kunne fortælle ham, hvor pigerne opholdt sig.

Det var efterhånden sent på aftenen før Lester kunne træde ind i “Mrs. Wright´s” hus. Han var både træt og distret. Han fortalte om, hvordan han og Betty var blevet forsonet og havde planer om at tilslutte sig et omvandrende Tivoli. Mrs. Wright tilbød, at han kunne overnatte på hendes sofa i hendes temmelige uordentlige og støvede stue.

Næste dag, blev Lester og Gertrude af ukendte årsager enige om, at Mrs. Wright skulle påtage sig rollen som plejemor for Sylvia og Jenny for 20 dollars om ugen, alt imens han og Betty var på rejse. Over et år senere, blev Lester i retten spurgt om han havde inspiceret det hjem, som han efterlod 2 af sine 5 børn til og hans svar var, at han ikke ville snage – en underlig måde at beskrive ligegyldigheden overfor de omgivelser, hans piger skulle leve i. Havde han været lidt mere grundig, havde han opdaget, at der ikke var noget komfur, kun en enkelt varmeplade, at der var færre senge end mennesker, som i forvejen residerede der og at køkkenskufferne indeholdt en total på ialt 3 skeer. Under Sylvia´s tragiske ophold, skulle antallet af skeer skrumpe ind til en enkelt.

Selvom Lester Likens havde overladt sine mindreårige døtre i varetægt hos en kvinde, han kun havde kendt i et par dage og som ikke var rekommanderet fra anden side, så var han dog overbevist om, at hun var en ansvarsbevidst person, når hun kunne tage sig af sin store familie uden hjælp fra andre voksne i hjemmet. Før Lester forlod hjemmet gav han Mrs. Wright nogle råd, som han senere skulle komme til at fortryde: Du bliver nødt til at håndtere pigerne med en fast hånd, da deres mor har givet dem alt for frie tøjler og ladet dem gøre, som de havde lyst til.

 

Hvem var Sylvia Likens?

Sylvia´s foto viser en køn og fregnet teenager med bølget mørkt hår og et blik fyldt af håb og forventning, som en anklager udtrykte det, da hendes mordere stod anklaget ved retten. Hun var en ivrig kirkegænger, havde middel karakterer i skolen, elskede rollerskating og at danse. “Cookie” var hendes kælenavn og hun var kendt for en god portion humoristisk sans og en tendens til at smile med lukket mund, da hun var meget bevidst om en manglende fortand – et resultat af et voldsomt sammenstød med en bror, da hun var yngre.

Sylvia følte sig som lidt af en skæv eksistens i familien, da hun var født mellem 2 sæt tvillinger. Begge sæt tvillinger var tveæggede og begge én af hvert køn. Danny og Diana var 2 år ældre en Sylvia og Jenny og Benny var et år yngre. Familien Likens havde aldrig nogle penge og ægteskabet kørte på pumperne. Lester og Betty var gået fra hinanden og fundet sammen igen mere end én gang.

Sylvia Likens
Sylvia Likens
Overvældet af byrden ved 2 sæt tvillinger samt det ekstra hensyn Jenny havde brug for p.g.a. hendes handikap, har Sylvia sikkert følt sig overset af sine forældre. I en alder af 16 år, havde Sylvia boet på ikke mindre end 14 forskellige adresser, da familien ofte flyttede. Tidligere blev hun smidt af hos sin bedstemor, når Lester og Betty ikke fandt det muligt at have hende og Jenny med sig.
Som de fleste teenagere, tjente Sylvia lidt penge ved forskellige småjobs, ironisk nok babysitting og strygning akkurat som Gertrude. Sylvia elskede musik og hun var stor fan af The Beatles. Ligeledes nød hun selv at synge og tidligt som plejebarn i Baniszewski familien, sang hun for Stephanie Baniszewski, der returnerede venligheden. Sylvia´s favorit var “all the stars in the sky”. Sylvia var meget tæt med sin handikappede søster. Når pigerne tog afsted på deres rollerskaters, puttede Jenny sin “gode” fod i en skøjte og Sylvia ville trække Jenny rundt i en cirkel, så hun kunne opleve at skate trods stålstøtten omkring hendes ene ben.

 

En tvivlsom start

Likens pigernes første uge hos Baniszewski forløb uden problemer. Tiden gik med at lære de andre børn at kende og starte på en ny skole. Den anden uge var betalingen fra pigernes forældre en smule forsinket, hvilket fik Gertrude til at skrige efter de to piger: “Jeg tog mig af jer to møg-unger for ingenting!” Begge piger blev tvunget til at lægge sig på en seng med en bar bagdel, så Baniszewski kunne spanke dem. Betalingen ankom den næste dag.

Jenny Likens
Jenny Likens
Ugen efter måtte pigerne atter lægge bagdel til, da “Mrs. Wright” var overbevist om, at Sylvia var skyld i, at de andre børn stjal fra de omkringliggende butikker. Tre på hinanden følgende beskyldninger måtte Sylvia tage på sig. Én gik ud på, at hun ikke var til at stole på, én at hun var fysisk beskidt og sidst, men ikke mindst at hun var seksuelt promiskuøs, hvilke senere skulle lede til det grusomme kunstværk på hendes mave.

Var der nogen sandhed i disse beskyldninger? Sylvia´s mor havde stjålet fra en butik i Indianapolis og Sylvia var den første til at indrømme, at hun havde gjort det ved i alt fald en enkelt lejlighed. Det er dog fakta at Mrs. Wright beskyldte pigerne for at stjæle og straffede hende for det uden, at der var hold i beskyldningen. Familien Likens havde for vane at rode i affald for at lede efter tomme flasker, der kunne indleveres mod nogle håndører og Gertrude ville fejlagtigt antage, at de ting Sylvia havde erhvervet gennem denne aktivitet var stjålne.

Der var ingen grund til at tro, at Sylvia´s hygiejne var specielt dårlig – hvis man ser bort fra de omstændigheder, der senere blev påtvunget hende. Sylvia var – højst sandsynligt – jomfru. Det er muligt, at hun var flirtende.

Gertrude projekterede sikkert sin egen dårlige samvittighed gennem disse beskyldninger. Der var ingen beviser på, at hun nogensinde havde stjålet, selvom det må have været temmelig fristende, hendes omstændigheder taget i betragtning. Hendes personlige hygiejne og hjemmets tilstand var ringe, men forståeligt med tanke på, at hun var en kronisk syg kvinde, der forsøgte at håndtere et stort antal børn samt en baby. Hun havde grund til at frygte for både sit eget og sin datters omdømme, eftersom hun 2 gange havde været gravid udenfor ægteskab og på tidspunktet for Likens pigernes ophold i huset, var hendes egen sytten-årige ugifte datter gravid.

Tidligt i Likens pigernes ophold plejede Sylvia at gå i kirke med Baniszewski børnene hver søndag. Paula Baniszewski betroede sin mor, at Sylvia havde spist, som om hun ikke havde set mad i flere dage, ved aftensmaden i kirken, hvorfor Mrs. Wright og nogle af børnene kom op med en straf, der som mange af de pinsler der blev tildelt Sylvia, havde en egen logik. Sylvia´s frankfurter gik bordet rundt og blev bombarderet med krydderier, hvorpå Sylvia blev beordret til at spise denne cocktail. Da hun kastede op som følge deraf, blev hun tvunget til at spise sit eget opkast.

En tid efter denne hændelse, kom Mr. og Mrs. Likens forbi på et besøg – akkurat som de havde gjort et par dage efter, at døtrene var blevet spanket for den sene betaling. Ved denne lejlighed, såvel som ved det tidligere og fremtidige besøg, var der ingen af pigerne, der beklagede sig over den behandling, de blev udsat for.

Paula Baniszewski
Paula Baniszewski

Var Sylvia Likens masochist?

Et spørgsmål, der efterfølgende dukkede op fra en journalist. Hvorfor løb Sylvia ikke blot sin vej? Der var flere andre ting, der kunne forklare hendes passivitet. For det første var Sylvia totalt uviden omkring grænsen mellem acceptabel disciplinering og overgreb. For det andet var Sylvia og Jenny vant til at blive straffet, som oftest uden grund. De første spankings, som pigerne blev udsat for, var uretfærdige, men blev på den tid ikke anset for overgreb. Man ved, at i alt fald ét tilfælde af overgreb blev overværet af en voksen og selvom denne blev oprørt, var det ikke nok til, at det blev anmeldt til politiet.

Raymond og Phyllis Vermillion flyttede ind ved siden af Baniszewski sidst i august 1965. Phyllis arbejdede natteskift og havde brug for en babysitter til sine børn. Hun bestemte sig for at besøge Gertrude Baniszewski i den tro, at en mor til syv børn og 2 plejebørn måtte være den bedste person til at tage sig af hendes små. De to naboer sad omkring et bord til en kop kaffe, imens børn omkring dem råbte af hinanden og baby Dennis var utilpas og meget ked af det. Vermillion bemærkede en slank og smuk, men frygtsom, nervøs pige med et blåt øje. Det er Sylvia, sukkede Gertrude. Paula Baniszewski tilføjede: Jeg gav hende det sorte øje! Kort før Paula pralede af sin bedrift, havde hun fyldt et glas med varmt vand, som hun smed efter Sylvia.

Forståeligt nok besluttede Phyllis Vermillion at finde sin babysitter andetsteds. Mindre forståeligt er det, at hun ikke anmeldte, hvad hun havde set og hørt til autoriteterne.

Tidligt i oktober besøgte Vermillion atter den store familie ved siden af. Atter observerede hun Sylvia, der syntes fortumlet og zombi-agtig. Hun havde endnu et sort øje samt en hævet læbe. Jeg gav hende nogle tæv, hævdede Paula. Paula begyndte senere at slå den hjælpeløse pige med et bælte.

Igen forlod Phyllis Vermillion huset uden at det faldt hende ind, at det hun havde set, burde anmeldes til politiet. Hvis en normal ansvarsfuld voksen ikke kunne genkende tegnene på overgreb, hvordan skulle nogen så kunne forvente, at en uvidende teenager som Sylvia skulle kunne.

At løbe væk er måske aldrig faldet hende ind. Hvor skulle hun tage hen? Som tiden gik havde det at sove på gaden nok været at foretrække fremfor livet med Baniszewski, men på det tidspunkt var den mulighed forsvundet i og med, at Sylvia enten var bundet eller låst nede i kælderen.

Der var faktisk et enkelt tilfælde – som vil blive beskrevet senere – hvor Sylvia og Jenny beklagede sig over mishandlingerne, men det blev ikke taget for gode varer. Frygten for ikke at blive taget alvorlig har sikkert medvirket til Sylvia´s senere tavshed. En anden årsag til hendes tavshed kunne være, at hun forventede det traditionelle spørgsmål til børn, der er udsat for chikane: Hvorfor kan andre mennesker ikke lide dig? og hun ville ikke ane, hvad hun skulle svare til det.

At beklage sig til andre, ville betyde, at hun måtte fortælle dem, hvad der var blevet gjort imod hende. Som mishandlingen eskalerede, er det sandsynligt at skammen var en årsag til tavshed. Både Sylvia og Jenny var skrækslagne for Gertrude. De frygtede kvindens raseri, hvis de sladrede. Sidst, men ikke mindst forsøgte Sylvia højst sandsynligt at beskytte sin yngre søster og frygtede, at hvis hun sladrede, ville det gå ud over Jenny.

Turen til helvede

Det er vigtigt at pointere, at Sylvia´s liv med Baniszewski ikke blev et helvede over en nat. Det skete stille og roligt og gik fra uretfærdige afstraffelser i juli til mobning og påføring af fysiske smerter omkring august og september for at ende med ufattelig tortur de sidste uger af oktober.

Gennem de første uger med Gertrude, gik Sylvia i den samme kirke som Baniszewski, lyttede til grammofonplader med de andre børn, så fjernsyn og tog i parken med sine venner. Hun gik i high school med Stephanie og Paula og hun spiste sammen med Gertrude og børnene. Måltiderne var på ingen måde en ophidsende oplevelse for nogen af husets beboere. 10 personer skulle mættes uden et komfur. De spiste som regel kiks og sandwich. Suppe fyldte en stor del af deres diæt, da det kunne opvarmes på den ene kogeplade. De måtte dog spise på skift, da de kun ejede 3 skeer i starten af Sylvia´s ophold, senere blot 2 og til sidst en enkelt. Skeen gik på omgang og blev videregivet til den næste sultne person efter at være blevet vasket af i håndvasken.

Stephanie Baniszewski
Stephanie Baniszewski
Det siges at Sylvia sent i august afslørede, at hun en enkelt gang havde tilladt en kæreste at krybe under en dyne sammen med hende. Så skal du snart have en baby, meddelte Gertrude, hvorefter hun slog pigen hårdt i skødet. Der ville komme mange flere slag mod hendes genitaler og en obduktion skulle senere vise, at Sylvia´s skød var blevet frygtelig maltrakteret.

Sylvia´s påståede graviditet var en torn i øjet på den ægte gravide Paula Baniszewski. Hun smed Sylvia ned på gulvet med de ord, at hun ikke fortjente at sidde på en stol. Sandsynligvis som en straf, fortalte Sylvia nogle af sine medstuderende på Tech High School, at de to ældste Baniszewski piger var prostituerede.

Da Stephanie´s femten-årige kæreste Coy Hubbard hørte disse rygter, tæskede han Sylvia i raseri. Coy var en flot fyr med mørkt, krøllet hår. Han var stor for sin alder og jævnligt en disciplinær udfordring for skolen. Han udøvede sin judo på Sylvia og kastede hende ind i vægge og ned i gulvet, akkurat som han gjorde et utal af gange senere i forløbet. Mrs. Wrigt var også inde over og gav Sylvia endnu en spanking.

Mrs. Wright overbeviste nabolagets børn om, at Sylvia var en dårlig person og opfordrede til hævn. Den 13-årige Anna Siscoe kunne godt lide Sylvia, indtil Gertrude fortalte hende, at Sylvia havde kaldt hendes mor for en luder. Anna angreb ondskabsfuldt den ældre pige. Under dette angreb, skulle Sylvia angiveligt have taget sig til maven og sagt; oh, min baby. Det lader til, at Sylvia – trods det at hun sandsynligt var jomfru – var blevet overbevist om, at hun virkelig var gravid. Hun kan have været uviden omkring detaljer i reproduktion.

Coy Hubbard
Coy Hubbard
Gertrude stod ikke tilbage for at sprede rygter om Sylvia´s sexuelle udskejelser, bl.a. til hendes datter Paula og en pige Judy Duke, hvilket resulterede i flere overgreb. Paula Baniszewski gjorde det til en hobby at bokse til Sylvia´s hoved med hvad der nu var ved hånden. Det skete ofte under gruppe-tortur, at Sylvia´s søster Jenny blev beordret til at slå hende. Først nægtede Jenny, indtil en ophidset Gertrude gav hende en lussing og hun var tvunget til at følge ordrer. Hun fortalte senere, at hun brugte sin venstre hånd (hun er højre-håndet) så ikke det ville gøre så ondt på Sylvia.

 

Det sexløse sex-overgreb

Tidligt i oktober gjorde omstændigheder, at Mrs. Wright beordrede Sylvia til at stoppe sin skolegang. Sylvia havde ingen gymnastikdragt og Gertrude ville ikke give hende penge til at købe én. Sylvia kom dog hjem fra skole en dag med dette klædestykke, som hun hævdede at have fundet. Gertrude var overbevist om, at dragten var stjålet og kørte på Sylvia, indtil hun til sidst indrømmede at have stjålet den. Kvinden slog og sparkede pigen og gav hende efterfølgende en omgang med bæltet.

Mrs. Wright benyttede Sylvia´s tilståelse som en undskyldning for at vende tilbage til hendes påståede promiskuitet og efter at have skoldet teenageren, begyndte hun at sparke hende i de nedre regioner. Senere den dag – pigen syntes ikke at være blevet straffet nok for sin forbrydelse – satte hun en tændt tændstik til Sylvia´s “sticky fingers” og gav hende derefter endnu en tur med bæltet.

Varme skulle vise sig at få en stor andel i torturen af Sylvia. Idéen er sikkert opstået som følge af en episode, hvor Gertrude Baniszewski´s voldelige kæreste Dennis Wright slukkede en cigaret i nakken på hende. Den brogede gruppe begyndte nu at brænde Sylvia med cigaretter og tændstiks-flammer. Paula Baniszewski brækkede en hånd under et angreb på Sylvia og brugte sidenhen gipsarmen til at tæske pigen med. Det foretrukne tidsfordriv for flere børn i området, var at imitere Coy Hubbard´s judo tricks til at sparke, slå og kaste Sylvia rundt i lokalet og ja, selvfølgelig at give hende brandsår.

Obduktion ville senere afsløre, hvilke smerter Sylvia havde måtte udholde. Hun havde brækket alle fingernegle bagover i et pinefuldt greb og bidt sig selv så hårdt og dybt i underlæben, at den var delvis overbidt.

Dennis Wright
Dennis Wright
Som angrebene på Sylvia forværredes, blev de af mere og mere seksuel karakter. Det var dog underlige sexløse seksuelle overgreb, der startede og eskalerede som følge af de konstante beskyldninger om, at hun var seksuelt promiskuøs og Mrs. Wright´s ondskabsfulde spark i pigens kønsdele. Der var flere seksuelt-lignende overgreb specielt én, der vil blive beskrevet senere, men aldrig seksuelle overgreb i ordets egentlige forstand. Der er ikke noget som tyder på, at Gertrude nogensinde rørte Sylvia på en måde, der kunne tolkes som lesbisk. Ingen af de unge mænd, der ophidset deltog i prygl og tortur af pigen, menes at have voldtaget hende eller tvunget hende til nogen form for oralsex. Obduktion kunne afsløre svære hævelser af Likens kønsdele p.g.a. spark, men ingen af de interne vaginale rifter stemte overens med voldtægt og prøver for sæd var negative.

Eftersom gruppen udførte alle tænkelige overgreb, som det menneskelige sind kunne opdrive, er det gådefuldt hvorfor Sylvia ikke var udsat for også rent seksuelle overgreb. Mrs. Wright var sandsynligt bange for at blive betragtet som værende perverteret og Coy Hubbard kunne sikkert frygte Stephanie´s vrede, hvis hun fik den tanke, at der lå mere i det end voldtægt. Det var også muligt, at de virkelig troede på, at Sylvia var løs på tråden og derfor var bange for seksuelt overførte sygdomme.

 

Brutaliteten eskalerer

Mrs. Wright var meget forarget, da hun en dag erfarede, at Sylvia langt tidligere i sit ophold havde haft lidt kontanter. Hun “vidste” at pigen måtte have stjålet eller prostitueret sig selv, for hun kunne ikke kun have returneret tomme flasker, som hun påstod. Så med flere børn i huset, tvang Gertrude den grædende Sylvia til at udføre en akavet striptease foran flokken. Da hun var fuldstændig nøgen, tvang Mrs. Wright den grædende pige til at skubbe en sodavandsflaske op i sin vagina.

Klimaks på denne ondskab stod Stephanie Baniszewski for, da hun kom hjem fra skole og så den nøgne Sylvia foran flokken af børn, i gang med at skubbe en flaske op i sig selv. Uden at vide, at hendes mor havde iscenesat denne forestilling, for hun hen til Sylvia og smækkede hende én, for derefter at beordre hende op på sit værelse

En nat i oktober, tissede Sylvia i sengen. Dette kunne være et resultat af psykisk angst eller måske p.g.a. af de mange slag i maveregion og kønsdele, der kunne have svækket kontrol i dette område. Imidlertid besluttede hendes mishandlere, at hun var for beskidt til at leve med mennesker og derfor måtte flytte ned i kælderen til hunden. Paula ligeledes straffede Sylvia´s sengevædning ved at forbyde hende at bruge toilettet og dermed tvinge hende til at forurene sig selv.

Samtidig startede en serie af tvungen badning, hvor hun blev bundet og tvunget ned i Baniszewski´s gammeldags badekar, der var blevet fyldt med skoldhedt vand. Som regel af Gertrude og Paula, men nogle aftener hjalp også den fjorten-årige Richard (Ricky) Hobbs til. Hobbs var en ung fyr med tykke brilleglas, som ofte hang ud i Baniszewski´s hus. Paula skrubbede gerne salt i Sylvia´s åbne sår.

Sylvia blev ofte holdt nøgen eller meget tæt på flere dage af gangen. Hun blev et spil kegler for nabolagets børn, der brændte hende, brugte hende som boksebold og nu også skubbede hende ned af trapperne til kælderen, kun for at tvinge hende op igen for at gentage succéen. En enkelt gang blev den udsultede pige hevet op fra kælderen og beordret at spise suppe med fingrene. Udhungret som hun var, gjorde hun et forsøg, for blot at få suppen fjernet af John. Mrs. Wright og John tvang pigen til at spise afføring og drikke urin.

Richard Hobbs
Richard Hobbs

Ingen redning i sigte

En af de mest deprimerende aspekter ved Sylvia Likens sag er, at der var flere episoder hvor Sylvia kunne være reddet, hvis folk havde handlet blot en smule anderledes end de gjorde. Et spørgsmål, der har hængt i luften siden er, hvorfor sagde pigerne ikke noget? I september fortalte Sylvia og Jenny deres ældre søster Diana Shoemaker, at Sylvia var skudsmål hver gang noget gik galt i huset, men Diana viftede dem af i den tro, at de overdrev og blot beklagede sig over at blive straffet for unoder, for hvem kan lide at blive straffet?

Baniszewski´s hjem havde gæster. Bl.a. Phyllis Vermillion var vidne til flere overgreb og gjorde intet, hvilket er beskrevet tidligere.

En tolv-årig pige Judy Duke beskrev nogle af de ting, som foregik til sin mor. “De slår og sparker Sylvia så frygteligt!”. Mrs. Duke´s respons: “hmm, de straffer hende vel bare, ikke?” Præsten Roy Julian forsøgte at hilse på alle sine medlemmer af hans enhed. Baniszewskis tilhørte den fundamentalistiske kristne kirke og han var i deres hjem i September. Han og Mrs. Wright havde en livlig snak, hvor hun beklagede sig over, at hendes ex-mænd ikke betalte børnepenge. Også hendes utallige problemer med helbredet og den store børneflok blev vendt, hvortil hun indskød, at Sylvia var langt den værste af flokken og med forfærdet stemme fortalte, at Sylvia pjækkede fra skole for at gøre tilnærmelser til ældre mænd – for penge!

Præsten kunne huske Sylvia, en køn pige, der en søndag var dukket op for at bekende sin tro. Hvor frygteligt, at hun skulle synde i den grad! Han bad om at komme til at tale med hende. Gertrude bad ham tale med hendes søster, Jenny. Jenny, der konstant blev truet af Mrs. Wright, reciterede mekanisk nogle af Sylvia´s udåder: “Hun lyver. Og om natten, når vi alle er gået i seng, går hun ned i fryseren og stjæler is.” Jenny håbede, at hun kunne behage Gertrude uden at skulle gentage de mest ydmygende, seksuelle synder, der var blevet hende tilskrevet. Det syntes at lykkes. Præsten bad sammen med Gertrude og sagde så farvel.

Han kom igen et par uger senere. Igen beklagede Mrs. Wright sig over de store problemer, hun havde med Sylvia. “Sylvia spredte rygter på skolen, at Paula skal have et barn.” Gertrude understregede, at hun kendte sin datter og hun kendte Sylvia. Det var ikke Paula, der var gravid, men derimod Sylvia! Præsten var en smule urolig over den fjendtlighed, Paula havde udtalt i forhold til Sylvia. Hun havde fortalt ham, at der var had rettet mod Sylvia i hendes hjerte. Mrs. Wright fortalte ham, at det var den anden vej omkring og han forlod hjemmet for sidste gang.

Det var tæt på

I oktober måned kom Diana Shoemaker på besøg for at hilse på sine søstre. Gertrude kunne ikke lade hende se Sylvia i hendes daværende tilstand og nægtede at lukke Diana ind. Hun påstod, at Likens forældrene havde givet hende tilladelse til at holde Diana væk fra hendes søstre. Da Diana insisterede på at se dem, beordrede Mrs. Wright hende væk med truslen om at melde hende for ulovlig indtrængen. Kort før Sylvia´s død løb Jenny ind i Diana på gaden. Jenny fortalte sin ældre søster, at hun ikke kunne tale med hende, hvis hun skulle undgå at få skældud og derefter skyndte hun sig væk igen.

Det offentlige havde modtaget en rapport om en pige med store åbne sår i Baniszewski´s hjem. En sundhedsplejerske i hvid uniform troppede op den 15. oktober hos Baniszewski og blev inviteret indenfor. Hun informerede Gertrude om, at hun kom på foranledning af et anonymt tip om en ung pige med flere sår. Jenny var i stuen på det tidspunkt, skrækslagen for Gertrude, men dog fuld af håb. Var det deres redning?

Jenny og Diana
Jenny og Diana
Mrs. Wright så på Jenny med øjne fulde af trusler og hun hviskede den sætning, hun så ofte gav Jenny:” Hvis du siger noget om Sylvia, får du den samme behandling!” og højt beordrede Gertrude pigen til at gå ud i køkkenet og vaske op, hvilket Jenny straks adlød. Mrs. Wright henvendte sig atter til sundhedsplejersken og fortalte, at hun vidste, hvem hun talte om. Det måtte være Sylvia, Jenny´s søster. “Hun har sår over hele kroppen, fordi hun nægter at soignere sig selv. Jeg smed hende til sidst ud af huset. Hun var ikke værdig til at bo under mit tag – hun prostituerer sig. Jeg ved ikke hvor, hun opholder sig for tiden.” Hun og sundhedsplejersken sad faktisk lige over kælderen, hvor Silvia var bundet op og låst inde. Sundhedsplejersken returnerede til sit kontor, hvor hun skrev en rapport om Baniszewski på et kort for “enkelt tilsyn”, hvilket betød, at der ikke ville blive gravet mere i den sag. Blot 5 dage før Sylvia´s død, dukkede politiet op på Baniszewski´s adresse. Gertrude havde ringet efter dem. Rapporten afslørede at Robert Bruce Hanlon havde banket på Gertrudes dør og forlangt at få de ting tilbage, som hendes unger havde stjålet fra hans kælder. Gertrude fortalte ham, at han måtte banke på den forkerte dør, men hun fandt ham senere halvvejs ind gennem et af hendes vinduer og tilkaldte så politiet. Politiet tog ham med og burede ham inde for forsøg på røveri. Phyllis og Ray Vermillion bevidnede denne episode fra deres bil og Phyllis blev urolig for Hanlon og fik ham løsladt efter en snak med politiet. Man kan undre sig over, hvorfor hun ikke på dette tidspunkt eller tidligere fortalte politiet om de ting hun havde observeret omkring Sylvia.

 

Sylvia´s sidste weekend

Den sidste weekend i Sylvia´s liv startede med, at Mrs. Wright bestemte sig for at lade hende sove i en seng ovenpå igen. Hun havde dog en underlig betingelse knyttet til beslutningen. Hun instruerede John, Coy og Stephanie til at binde Sylvia til sengen, så hun ikke kunne komme op og på toilettet om natten. “Du får ikke lov til at gå på toilettet om natten, før du har lært ikke at tisse i sengen!” sagde Gertrude og selvfølgelig tissede Sylvia i sengen den nat.

Næste morgen blev Sylvia beordret til at udføre sin anden striptease forestilling, ligeledes med ordrer om at indføre en flaske i vagina som højdepunktet. Derefter besluttede Mrs. Wright at tage endnu en hævn over Sylvia som tak for at sladre om Paula og Stephanie på Tech High. ” Du har brændemærket mine døtre, så nu skal jeg brændemærke dig!” var hvad hun fortalte den forvirrede teenager. Gertrude foreslog Ricky Hobbs, at han skulle tatovere Sylvia, hvilket han accepterede med stor iver. Sylvia blev fastbundet og kneblet. Gertrude fandt en synål som hun ophedede og ridsede “I´M” i Sylvia´s skind før hun gav nålen til Hobbs og bad ham færdiggøre jobbet.

John Baniszewski
John Baniszewski
Ricky begyndte sit værk, men måtte stoppe op og spørge Mrs. Wright, hvordan man staver til prostitueret. Hun skrev beskeden ned på et stykke papir og han brændte den ind i Sylvia´s maveskind. Efter et par minutter besluttede Ricky, Paula og ti-årige Shirley Baniszewski at give Sylvia endnu en tatovering: bogstavet “S” – om det skulle stå for “Silvia” eller “Slave” er uklart. Ricky brændte den første kurve af “S” på hendes bryst og kaldte derefter på Jenny og beordrede hende at lave den anden kurve.
Jenny var som forstenet. Hun havde før forsøgt at undgå at skade Sylvia og var blevet slået. Ville hun selv blive brændt, hvis hun nægtede? Og alligevel nægtede hun, så Shirley overtog opgaven og fik vendt kurven, således at der i stedet stod skrevet “3” på Sylvia´s bryst. Foran Randy Lepper, Shirley Banixzewski, Richard Hobbs og Jenny Likens, begyndte Mrs. Wright at håne Sylvia omkring de ord, der var brændt ind i hendes mave: ” Hvad vil du nu gøre, Sylvia? Du kan ikke blive gift nu, hvor du ikke kan tage tøjet af foran andre mennesker!” Den grædende, lemlæstede pige hulkede, at der jo nok ikke var noget, hun kunne gøre. Nu det var der.Samme aften blev Sylvia atter forvist til kælderen, hvor Coy Hubbard kastede hende ind i væggen. Senere besøgte Jenny sin søster, der fortalte hende: ” Jeg skal dø. Jeg kan mærke det.” Sylvia fik lov til at sove ovenpå den nat og næste formiddag, blev hun puttet i bad af Mrs. Wright og Stephanie. Denne gang var det dog et almindeligt, varmt bad og ikke ét med skoldhedt vand.

Jeg er en prostitueret og stolt af det
Jeg er en prostitueret og stolt af det
 

Brevet før endeligt

Gertrude og Paula tvang Sylvia til at skrive er brev til sine forældre. Sylvia startede som altid med Kære mor og far, men Mrs. Wright stoppede hende og bad hende starte forfra med denne underlige overskrift: “til Mr. og Mrs. Likens”. Efter Silvia´s død, ville Mrs. Wright aflevere brevet til politiet og fortælle dem, at Sylvia havde været væk i nogle dage, men pludselig dukkede op i baghaven knugende dette brev. Brevet som ikke var underskrevet startede således:

Til Mr. og Mrs. Likens.

Jeg stak af med en gruppe drenge midt om natten. De sagde, at de ville betale mig, hvis jeg ville give dem noget, så jeg hoppede ind i deres bil og de fik, hvad de ville have….og da de var færdige, tævede de mig og efterlod mig med sår i ansigtet og over hele kroppen. De også skrev på min mave: jeg er en prostitueret og stolt af det. Jeg har gjort alt for at gøre Gertie gal og koste hende flere penge end hun havde. Jeg har ødelagt en madras og tisset på den. Jeg er også skyld i Gertie´s lægeregninger, som hun ikke kan betale og har gjort hende til et nervevrag og alle hendes børn…

Mrs. Wright diskuterede muligheden for at nogen smed Sylvia af på en losseplads. Hun fortalte John og Jenny, at det var deres opgave, men før de kunne adlyde ordrer, forsøgte Sylvia at stikke af. Den frygteligt lemlæstede og svækkede pige løb mod fordøren. Gertrude løb efter hende og nåede lige at gribe fat i hende, inden hun nåede ud på terrassen. Mrs. Wright slæbte pigen med ud i køkkenet og tilbød hende noget toast. Den syge mindreårige sagde, at hun kunne ikke synke maden, hvilket ophidsede Mrs. Wright så meget, at hun slog Sylvia over munden med en gardinstang. Den tolv-årige John Baniszewski bandt Sylvia i kælderen. Gertrude var åbenbart ikke interesseret i, at Sylvia skulle dø – i alt fald ikke før hun selv var andet steds – så hun gik ned i kælderen og tilbød Sylvia nogle kiks.

“Giv dem til hunden”, var Sylvia´s svar, “den er mere sulten end jeg er.” Måske følte Sylvia på det tidspunkt, at der ikke var mere at miste og derfor handlede hun trodsigt. Eller også havde grusomhederne og brændemærkningen måske svækket hendes vilje til at leve. Mrs. Wright slog den stakkels pige gentagne gange i maven.
Næste dag var søndag, den 24. oktober. Både Gertrude og John tævede Sylvia. Mrs. Wright svingede en stol mod Sylvia, men den gik i stykker inden den ramte hende. Den frustrerede kvinde forsøgte så at ramme Sylvia med et bræt, men ramte sig selv i stedet med et blå øje til følge. Coy Hubbard kiggede forbi og bankede pigen med et kosteskaft, hvilket til sidst slog hende bevidstløs.
Gennem hele natten slog Sylvia igen og igen en skovl ned i kælderens gulv. Naboerne blev irriterede og overvejede at tilkalde politiet for at klage over støjen, men det blev aldrig gjort. Dagen efter bliver Sylvia for sidste gang puttet i et almindeligt bad – dog med alt tøjet på. Da Stephanie og Ricky klæder Sylvia af, går det op for dem, at hun ikke trækker vejret. Stephanie forsøger at give Sylvia mund til mund genoplivning uden held. Sylvia var død.

Sylvia har fået fred
Sylvia har fået fred
 

Mrs. Wright bad Ricky om at tilkalde politiet. Han måtte finde en telefonboks, da Gertrude´s hjem ikke ejede en telefon. Da politiet ankom til huset, rakte en ophidset Mrs. Wright dem det føromtalte brev i håb om, at det ville frikende hende for alt skyld med hensyn til det lemlæstede lig, der lå på en madras. Men før politiet overhovedet fik læst brevet, hviskede en sørgende og rædselsslagen Jenny Likens til dem: “Få mig ud herfra, så skal jeg nok fortælle jer alting!”

 

Mordere på anklagebænken

Gertrude Baniszewski (Autoriteterne kaldte hende ved hendes legale navn, da det først var gået op for dem, at hun ikke havde været gift med Dennis Wright.) blev arresteret og anklaget for mord. Såvel som Paula, Stephanie og John Baniszewski, Richard Hobbs og Coy Hubbard. De yngre Anna Siscoe, Judy Duke Randy Lepper og Mike Monroe blev sigtet for vold. De fleste unge indrømmede deres handlinger, men når de blev bedt om en forklaring, var deres svar: “Fordi Gertie sagde, at jeg skulle!”

Den kronisk syge Mrs. Wright var næppe karismatisk. Hun var ikke hypnotisør eller en dominant, men de mindreårige troede tilsyneladende, at hendes status som voksen ville beskytte dem mod følgerne af deres handlinger. Det viste sig også, at det kunne betale sig at gemme sig bag Gertie´s skørter, for alle sigtelser mod de yngre børn blev frafaldet. Stephanie Baniszewski´s advokat fik gennemført en separat undersøgelse og sigtelserne for overlagt mord mod hende blev senere droppet.

Indiana´s mest sensationelle sag nogensinde skulle til at tage sin begyndelse. Fem mennesker stod anklaget for overlagt mord – en voksen Gertrude Baniszewski og fire mindreårige Paula Baniszewski, John Baniszewski, Richard Hobbs og Coy Hubbard. John var først for nyligt blevet 13 år. Paula´s retsag blev afbrudt af en tur på hospitalet for at føde det barn, som både hun og moren så hårdnakket havde påstået ikke eksisterede. Det blev en pige, der blev døbt Gertrude!

Retssalen var som pakket til denne værste mordsag nogensinde og staten ville gå efter dødsstraf til alle de anklagede og forventede at det i alt fald ville blive Mrs. Baniszewski´s skæbne. Dødstraf i Indiana blev udført ved den elektriske stol på det tidspunkt.

Mange af afhøringerne var sensationelle og patetiske, ofte samtidigt. Tidlige vidner var politi, der havde fundet Sylvia´s frygteligt lemlæstede lig samt de læger, der havde undersøgt hendes mange skader. Hovedvidnet for anklager var Jenny Likens. Hun satte sig i vidneskranken iført en ny kjole og fortalte med en under tiden fast stemme og små pauser, ofte grådkvalt om de rædsler, som hun og hendes søster havde måtte leve med. Da hun blev spurgt, hvorfor hun ikke havde søgt hjælp, svarede Jenny: “Jeg var bange. Gertrude blev ved med at slå mig.” Dette var et punkt som blev forfulgt gennem hele retssagen og Jenny´s svar ville hver gang være det samme:”Gertrude truede mig med, at jeg ville få samme behandling som Sylvia, hvis jeg sladrede.”

 

Beskyldninger mod ofret

Selvom alle 5 stod anklaget i samme retssal, arbejdede de forskellige forsvarer på tværs af hinanden. Gertrude´s historie var, at hun havde været for syg og kronisk træt til at holde styr på alle de frygtelige ting, der var foregået i hendes hjem. Børnene havde langt overtrådt grænserne med hensyn til Sylvia, men det var sket uden hendes viden. Forsvarerne for de mindreårige prøvede at skyde så meget skyld over på Mrs. Baniszewski eller de andre børn. Mrs. Baniszewski vidnede til sit eget forsvar, hvor hun benægtede alle de frygtelige anklager, der var blevet hende tildelt. Hun havde ikke hverken angrebet, slået eller sparket Sylvia. Gertrude havde forsøgt at spanke Sylvia, men været for svag og måtte kalde på Paula for at gennemføre straffen. Hun huskede også at have slået Sylvia over fingrene p.g.a. dårlig opførsel. Med alle de børn i hjemmet, både hendes egne og deres mange venner, opstår der hurtigt slåskampe, som Mrs. Baniszewski ind imellem forsøgte at lægge sig imellem, men hun var som regel for svag og syg til overhovedet at prøve.

Selvom Gertrude vidnede på egne vegne, syntes det ofte at blive en anklage mod den døde Sylvia. Hendes historie om, hvordan hun først hørte om Sylvia bliver henledt til pigens seksuelle adfærd. Iflg. Mrs. Baniszewski´s udsagn, dukkede en kvinde op foran hendes dør og spurgte efter Darlene MacGuire, der ofte besøgte Baniszewski børnene. Hun udspurgte Darlene, om hun vidste, hvor hun kunne få fat i Sylvia Likens. Grunden til dette var, at Sylvia skulle have været ude med hendes mand. To dage senere bragte Darlene Sylvia Likens med over og præsenterede hende som pigen, der var blevet spurgt efter. Det var første gang Gertrude stiftede bekendskab med Sylvia Likens.

En anden måde, hvorpå Gertrude forsøgte at inkriminere ofret, var under beskrivelsen af, hvordan man blev enige om, at Gertrude skulle være plejemor for de 2 piger. “Sylvia spurgte sin far, om hun måtte blive hos os”, påstod Mrs. Baniszewski. “Jeg sagde med det samme, at jeg ikke kunne tage mig af hende også. Jeg havde rigeligt i mine egne unger og alt for mange bekymringer og for stort et ansvar uden at skulle påtage mig ekstra. Men hun insisterede på, at hun og søsteren kunne tage vare på dem selv – det var de vant til.” Sylvia var meget opsat på at bo hos Baniszewski iflg. Gertrude og hun foreslog sin far, at han kunne betale for deres ophold.

I en udveksling med anklageren insisterede Gertrude på, at Sylvia var en utrættelig rebel.

BANISZEWSKI: Hun ville overhovedet ikke gøre noget af det, jeg bad hende om!
NEW: Ville hun ikke høre efter?
BANISZEWSKI: Hun ville ignorere mig.
NEW: Spankede du hende for det?
BANISZEWSKI: Jeg fortalte vist, at jeg spankede hende. Eller prøvede en enkelt gang
NEW: Hvor ofte var hun ulydig overfor dig?
BANISZEWSKI: Jeg fortalte dig, at hun totalt ignorerede mig.
NEW: Hvor mange gange.
BANISZEWSKI: Jeg tror, at jeg har besvaret dit spørgsmål. Jeg sagde, at hun ignorerede mig totalt.
NEW: Altid?
BANISZEWSKI: Det er sådan, jeg husker det.

 

Drama i retssalen

For at bakke op om Gertrude´s historie, blev Marie Baniszewski kaldt som vidne. Marie var en dejlig 11-årig pige med mørkeblond kort hår. Hun var forståeligt nok nervøs og hendes øjne var fyldt med tårer, da hun satte sig i vidnestolen. Marie blev spurgt, om hun vidste, hvorfor hun var her og hun svarede:” Jeg skal vidne for at se, om min mor dræbte Sylvia Likens.”

Marie vidnede på, at hun kun havde set sin mor slå Sylvia, når hun var uartig. Hun sværgede på, at hun aldrig havde set sin mor sparke pigen, brænde hende eller på anden måde mishandle Sylvia. Marie havde set alle de andre børn gøre de ting, men der var mor ikke tilstede. Hun lå syg inde i sin seng. Næste dag blev Marie krydsforhørt af anklageren. Hun gentog sine benægtelser fra forrige dag. Da de kom til dagen, hvor Sylvia blev brændemærket, holdt hun på, at det var hendes ti-årige søster, der havde tændt tændstikkerne til nålen og at hendes mor lå uvidende og syg i sin seng. Anklageren forsatte sine spørgsmål til Marie, indtil hun til sidst brød sammen og fortalte, at hendes mor havde været tilstede og oveni købet havde været den første til at brændemærke Sylvia. Hun havde set sin mor både brænde og slå Sylvia og hun havde hørt hende beordre Sylvia ned i kælderen.

Ved opsummeringen måtte Gertrude´s forsvarer påberåbe sig den eneste mulige formildende omstændighed til hendes forsvar – mental inkompetence. Trods hendes officielt “ikke skyldig”, fordømte hendes forsvarer hendes handlinger, men erklærede at hun ikke var ansvarlig, fordi hun mentalt ikke var fuldt tilstede. Han pegede i samme øjeblik på sit hoved. De andre forsvarere prøvede at skubbe så meget som muligt ansvar over på Gertrude og andre individer, alt imens de påpegede, at deres klienter p.g.a. deres unge alder ikke kunne tillægges et fuldt ansvar for deres handlinger.

Anklageren afsluttede med en meget passioneret tale, hvor han anbefalede dødstraf til alle de anklagede. Ved domsafsigelsen var Gertrude den eneste, der blev dømt for overlagt mord. Til stor overraskelse og bestyrtelse for mange, blev hun ikke dømt til døden. Hun appellerede og fik en ny retssag, hvor hun igen blev dømt for overlagt mord og idømt livsvarigt fængsel. John Baniszewski, Coy Hubbard og Richard Hobbs blev dømt for manddrab og måtte hver afsone 18 måneder i et ungdomsfængsel. Paula blev dømt for mord, appellerede og fik en ny retssag, hvor hun erklærede sig skyldig i manddrab. Hun blev løsladt efter et par år.

I 1985 efter at have afsonet 2 årtier i Indiana´s kvindefængsel, blev Gertrude Baniszewski prøveløsladt, trods et stort postyr fra offentligheden. Baniszewski´s adfærd som indsat havde været ganske god. Hun arbejdede i systuen og gjorde stort indtryk på både fængselspersonale og andre indsatte. Mange af de yngre indsatte kaldte barnemordersken og mor til syv for “Mom”. Iflg. Chicago Tribune blev Baniszewski af fængslets psykiatere betegnet som: sund, stabil, behagelig og en rar person, der ønsker at råde bod på fortiden og gøre verden en lille smule bedre. Under retsmødet for hendes prøveløsladelse, var Gertrude opløst i tårer og udtrykte anger, men erklærede at hun intet kunne huske omkring forbrydelsen: ” Jeg er ikke sikker på, hvilken rolle jeg havde i det, fordi jeg var på narkotika. Jeg har aldrig rigtig kendt hende, men jeg tager det fulde ansvar for, hvad der skete med Sylvia.” Hun forlod fængslet d. 04. december 1985.

Gertrude flyttede til Iowa, hvor hun levede under navnet Nadine Van Fossan. Som følge af lang tids kraftig rygning, døde hun i 1990 af lungecancer. Richard Hobbs, der gjorde det meste af det beskidte arbejde med at brændemærke Sylvia, døde af cancer blot 21 år gammel. Coy Hubbard, der igen og igen tog hævn for en uretfærdighed begået mod hans kæreste Stephanie Baniszewski, sad inde nogle år for røveri, men fik derefter arbejde som mekaniker. Senere blev han anklaget for mord på 2 mænd, men blev frikendt. Han død 56 år gammel d. 23 juni 2005.

John Baniszewski dukkede op efter tragedíen i Jonesboro, Arkansas, hvor et par junior high school studerende skød fire kammerater og en lærer. Han havde besluttet at stille sig frem og fortælle, at der er håb for unge mordere og at det er muligt at ændre sit liv. Baniszewski havde ændret sit navn til John Blake. Første gang han offentligt talte om Sylvia´s død, forklarede han, at han stadig ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at forklare, hvorfor han og de andre vendte sig mod pigen på den måde, det skete. Han nærede en stor vrede over sine forældres skilsmisse og over manglen på ordentlig mad og tøj til ham og hans søskende. Han anerkendte at straffen ikke stod mål med den frygtelige forbrydelse. John påstår, at han fik sit liv på rette køl efter at have fundet Gud – trods at Baniszewski gik i kirke både før og under Sylvia´s ophold i huset. John har ikke haft nogle sammenstød med loven siden. Han var en lykkelig gift mand og far til 3, men stærkt plaget af diabetes i hverdagen. Han døde 52 år gammel d. 19 maj 2005.

Stephanie Baniszewski blev skolelærer. Hun blev også gift og fik børn ligesom Paula, der flyttede til Iowa og siges at leve på en mindre gård der. Det er uvist om hun har kontakt til sin mor.

Familien Likens havde det fortsat svært. Jenny fik job i en bank og giftede sig. Hun døde af et hjerteanfald d. 23. juni 2004, 54 år gammel. Lester og Betty blev skilt i 1967. Benny Likens, Jenny´s tvillingebror begyndte at udvise tegn på svært mental sygdom et par år efter hans søster grusomme død. Betty Likens døde i 1999, 71 år gammel. Hendes efterladenskaber afslørede et gult avisudklip med Gertrude Baniszewski´s nekrolog samt et notat af Jenny: “Gode nyheder. Forbandede gamle Gertrude er død. Ha ha ha. Jeg er glad over det.” Benny likens døde kun fire måneder efter sin mor, hvilket hans far Lester kun erfarede, fordi et brev kom retur påstemplet “afdød”.

Baniszewski´s hus stod tomt længe og var på et tidspunkt ved at blive transformeret til et værested for unge hjemløse kvinder. Der kunne dog ikke rejses penge nok, så i 2009 blev huset revet ned og det er planerne, at der skal anlægges en parkeringsplads på stedet.

Comments are closed.